Ydre Østerbro er etableret på det, der indtil midten af 1800-tallet var Københavns udyrkede jorder.
På stedet havde tidligere ligget landsbyen Serridslev (1185-87 Serslev, 1350 Særethslef), men den blev jævnt med jorden under Københavns belejring i 1523.
I 1525 fik Københavns borgere overdraget brugsretten til jorden, og området blev herefter benyttet til græsningsareal.
Området, afgrænset af det vi i dag kender som Østerbrogade, Jagtvejen, Lyngbyvejen og Vognmandsmarken, blev stillet til rådighed for en særlig erhvervsgruppe, nemlig byens mange bryggere. Her lod bryggerne deres dyr græsse, og her høstede de hø. Som en naturlig følge af disse aktiviteter, kom stedet efterhånden til at hedde Bryggervangen.
I begyndelsen af forrige århundrede, blev jorderne udstykket og benyttet til landbrug og gartneri.
De første beboelser blev opført i Kildevældsgade, men først omkring 1900-tallet fandt man det nødvendigt at lave en bebyggelsesplan for området.
Du kan læse mere om lokalhistorien i hæftet ”Mellem Svanemøllen og Rådmandsmarken” (Østerbro Lokalhistorisk Forening, 1994)
Ejerforeningen Bryggervangen 12 – 16 m.v.:
Efter dette historiske tilbageblik, kan vi nu rette blikket mod vores eget område, Ejerforeningen Bryggervangen 12-16 m.v.
Ejerforeningen består af 15 opgange med 148 lejligheder:
Bryggervangen 12, 14 & 16
Ourøgade 19, 21, 23, 25, 27, 29, 31 & 33
Sankt Kjelds Gade 23, 25, 27 & 29
Ejendommen er opført som lejeboliger i perioden 1930 – 1934 på oprindeligt tre matrikelnumre, nu ændret til to. Der er i dag stadig beboer i ejendommen, som har boet her lige siden den blev bygget. Det er bl.a. beretninger fra disse beboer samt tilgængeligt arkivmateriale, der ligger til grund for vores viden om ejendommen.
Forretninger:
Ejendommen har gennem tiderne været hjemsted for adskillige driftige forretningsfolk. Vi ved bl.a., at Sankt Kjelds Gade har huset en grønthandler i nr. 29 og en tobaksforretning i nr. 27. Før dette var der i lokalerne både fiskehandler (med bassiner osv.) og skomagervirksomhed.
I nr. 25 blev der gennem årene bl.a. drevet slagter/viktualieforretning, mejeri og tøjbutik. På hjørnet ved nr. 23 boede en købmand.
Rundt om hjørnet i Ourøgade, lå en tobakshandler, og ved siden af den rulleforretning. Desuden kunne man også købe brød og blive klippet i ejendommen.
Husleje og opvarmning:
I 1941 var huslejen 78kr. Om måneden. I 1946 var det årlige varmebidrag på 140 kr. Ejendommen er bl.a. blevet varmet op med kulfyr og gården benyttet til opbevaring af tørv.
Sammenhold:
I maj 1945 da Danmark blev frit, samlede ejendommens beboere ind til Norge. Set i lyset af beløbsstørrelsen på husleje og varme, så blev der samlet et stort beløb ind. Den 24 maj 1945 fandt således 1039 kr. vej til nordmændene i form af knækbrød og konserves.
Ejerforhold:
Den Danske Bibelskole måtte sælge ejendommen i 1966, da man kunne se at de fremtidige udgifter ville blive for store. Der var netop brugt en del penge på nye altaner i Ourøgade (således kan vi regne ud at de har holdt i ca. 35 år), og man var bevidst om at der snart skulle renoveres altaner i gården.
Gården blev dog først i 1982 bestykket med nye altaner – en operation der blev iværksat efter megen skriveri, et par retssager og en ekstraopkrævning fra ejerne på 12.000 kr.
Ejerlejligheder:
I 1967 blev lejlighederne udbudt til ejerlejligheder. I 1978 var der 64 ejere og 84 lejere, som logisk organiserede sig i en lejerforening og en beboerforening. Det er sandsynligvis majoriteten af lejere, der i mange år udskød opsætningen af de nye altaner i gården. Tovtrækkeriet betød bl.a., at man måtte fjerne de gamle altaner i Sankt Kjelds Gade-siden, på grund af nedstyrtningsfare.
Naboejendommen:
Gulstensejendommen i Bryggervangen med garager i gården, består af lejerboliger og rødstens ejendom i Sankt Kjelds Gade er en andelsforening.
Forbedringer:
I 1991 blev karnapaltanerne i Bryggervangen og Sankt Kjelds Gade repareret for 500.000 kr. Udgifterne blev på dette tidspunkt holdt inden for vedligeholdes budgettet.
De nye altaner i Ourøgade blev udskiftet i år 2000. Dette skete efter undersøgelser foretaget af to uvildige instanser der begge kom frem til at altanerne ikke længere havde den lovpligtige bæreevne.
Vedtagelsen af projektet tog ca. et år og operationen kom til at koste 16.000 kr. pr. lejlighed (4.000 kr. per fordelingstal).
Cykelskure:
De grå cykelskure blev bygget 1987. Før den tid var der nogle små skure, forbeholdt beboerne i Sankt Kjelds Gade. Dette skyldes, at der ikke var så stor kælder kapacitet i den del af ejendommen, hvilket jo også er faktum den dag i dag. Derfor gælder det stadig, at cykelskurene fortrinsvis er til de beboere, der ikke har et kælderrum, og derfor er der tildelt faste pladser til disse beboere.
De resterende beboer må benytte egne kælderrum og/eller de opsatte cykelstativer på Ourøgade og i gården.
Dørtelefoner:
Anlægget blev sat op i 1984.
Haven:
Haven blev anlagt i løbet af årene 1978 – 1980. I dag vedligeholdes haven af to frivillige beboere i ejendommen – Hanne og Zanne.
Libo og administration:
Ejendommen blev til ejerlejligheder, da den blev opkøbt af Alex Friedmann (manden der i midten af 1960’erne ”opfandt” begrebet ejerlejligheder)
Nogle beboere valgte at købe deres lejlighed, mens andre faktisk er blevet boende som lejere.
Ejendommen blev administreret gennem Friedmann-selskabet Libo. Det betød at for lejerne var Libo deres udlejer, mens Libo for ejerne var deres administrator. Ejerforeningen betalte derfor et administrationshonorar til Libo.
Der sad en repræsentant for Libo i ejerforeningens bestyrelse. Efterhånden som Libo fik solgt lejlighederne, faldt Libos andel af det samlede antal fordelingstal.
I 1977 kom Libo ned på at eje under halvdelen af lejlighederne (målt på fordelingstal), hvorefter Libo trak sig fra bestyrelsen.
I en del år kontrollerede Libo dog stadig så stor en del af fordelingstallene, at de ikke i praksis kunne stemmes ned på en generalforsamling.
Senere hen skyldes Libos store andel af de fordelingstal der var repræsenteret på generalforsamlingerne udelukkende, at der var et meget begrænset fremmøde fra de andre lejere på generalforsamlingerne!
I midten af 1980’erne besluttede Libo at administrationsdelen af selskabet skulle drives som et egentligt forretningsområde.
Det betød, at der skulle betales væsentlig mere i administrationshonorar fordi de reelle udgifter skulle betales (det blev dog ikke dyrere end anden administration fra et sammenligneligt selskab ville koste).
Til gengæld fik ejerforeningen, som noget nyt, renter af det likviditetsoverskud ejendommen typisk har det meste af året, fordi fællesudgifterne betales forud (ikke forveksle med at ejerforeningen godt samtidig kan have drift underskud).
Administrationsselskabet Libo blev senere hen solgt til Norden, som igen blev solgt videre til Dan-Ejendomme.
Ejerforeningen forsatte med henholdsvis Norden og Dan-Ejendomme som administrator – dels var der ingen ekstraordinære forhøjelser af administratorhonoraret forbundet med disse skift og dels var en del af medarbejderne de samme, hvilket var praktisk, da de jo kendte ejendommen og bestyrelsen.
Senere blev Dan-Ejendomme udskiftet med vores nuværende administrator, hvilket var første gang der har været gennemført en egentlig udvælgelsesproces i forbindelse med valg af administrator.
Den historiske binding mellem den oprindelige ejer af ejendommen og administrator har bl.a. betyder at ejendommen i mange år havde nogle vedtægter, der var formuleret forholdsvis ensidigt til fordel til administrator.
Ifølge de gamle vedtægter kunne administrator eksempelvis indkalde til ekstraordinær generalforsamling hvis de ikke kunne blive enige med bestyrelsen eller ikke synes at bestyrelsen opførte sig ansvarligt.
Også på andre områder havde administrator rettigheder, som normalt kun ligger hos den valgte bestyrelse eller beboerflertallet på generalforsamlingen.
Forholdet mellem administrator og bestyrelse er principielt uvedkommende for vedtægterne, men reguleres i en separat kontrakt/samarbejdsaftale. Disse levn for fortiden blev fjernet fra vedtægterne, da de sidste gang blev revideret, således at vedtægterne i dag skulle være tidssvarende.