Brand i gården i nat

Kære alle,

Det her er en opsang til dem, som har smidt en varm engangsgrill i en skraldespand i gården i nat, og en påmindelse til alle andre om, hvor dårlig en idé det er.

I løbet af natten er nogle af vores beboere vågnet af, at der lugtede brændt fra gården. Dette skyldtes en skraldespand i brand i det grusbelagte område i gården. Et bestyrelsesmedlem og nogle gæve beboere ilede til, og fik slukket branden, inden brandvæsenet kom og tjekkede, at alt var ok.

Vi kan ikke understrege nok, hvor uansvarligt det er, at smide en varm engangsgrill i en skraldespand – om det er her på vores ejendom, i Fælledparken, eller et helt tredje sted. Det er IKKE ok. Det kunne have gået meget værre, hvis ikke vi havde haft nogle friske beboere, til at slukke branden.
Som I kan se af billederne herunder er træet medtaget efter nattens begivenheder, og skraldespanden selv er så godt som udslettet. Havde den ikke stået på et brandfast underlag, tør vi slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket…

Ødelæggelser efter nattens brand

Vi sender en stor tak, til de vakse beboere, som har været med til at slukke branden, og forhindre større ødelæggelse på vores fælles ejendom.

Derudover håber vi, at dette aldrig sker igen. Skulle vi dog være så uheldige en anden gang, så vil vi bruge denne anledning til at minde om, at der er CO2-ildslukkere fordelt på ejendommen, samt vandslanger i gården.

Der kan findes CO2-ildslukkere her:
I kælderen ved nedgangen fra Bryggervangen 14
I vaskeriet indenfor døren ved Ourøgade 23
I kælderen ved nedgangen fra Ourøgade 31

Der er vandhaner i gården ved Ourøgade 27 samt Bryggervangen 16.

Venlige, men bestemte, hilsner fra bestyrelsen