Vis ejendommen frem

Kom med og se ejendommen fra en ny side, når vi går en tur på ejendommens fællesarealer og får en snak om, hvordan vi som fællesskab har indrettet os, så der er plads til alle. Hvis du er ny beboer på ejendommen har du sikkert en masse spørgsmål og rundturen er en oplagt mulighed for at få svar på dem.

Mød os den første onsdag i hver måned kl. 19.30 foran Ourøgade 31.

Vi ses!

Indbrud på varmemesterkontoret

Der har i weekenden været indbrud på Kennos kontor. Døren fra opgangen og ned til kælderen er sparket ind,og derefter er døren ind til selve kontoret sparket ind. Indbruddet er formentligt sket natten mellem fredag og lørdag. Hvis der er nogle der har hørt noget må de meget gerne kontakt bestyrelsen på bestyrelse@bryggervangen.com.

Vi vil gerne gøre opmærksom på at man altid skal være sikker på, at man kender de folk, man lukker ind i opgangen.

Varmeregnskab fra ISTA via Ejendomsadministrationen

Bestyrelsen har siden udsendelsen af varmeregnskab fra ISTA (som sendes via brev fra vores administrator, Dansk Financia) modtaget en del spørgsmål til regnskabet.

Som det fremgår af brevet har Dansk Financia intet med måleraflæsning/varmemålere at gøre, de forestår kun det rent administrative for udsendelsen af brevene og opkrævning af eventuel ekstraregning.

Ligeledes kan bestyrelsen heller ikke besvare evt. spørgsmål vedr. dette, og vi beder dig istedet rette henvendelse til Ista Danmark A/S Clorius på tlf. 77 32 33 77 (husk at have dit anlægsnr. parat).

Et ofte stillet spørgsmål er, hvordan Ista kan kende ens forbrug, når der ikke har været en fysisk aflæsning? Det kan de, fordi vi sidste år fik nye digitale målere, der gør det muligt for Ista at aflæse måleren med en computer ved blot at opholde sig i opgangen. Dermed slipper man som beboer for at være hjemme.

Alt dette og meget mere kan man læse om på www.ista.dk

Ny asfalt på Bryggervangen

Bryggervangen har efterhånden mange dybe huller og vi har nu fået et påbud fra kommunen, der påbyder nyt slidlag (ny asfalt) på hele vejen fra den lille rundkørsel ved Australiensvej til den store rundkørsel ved Skt. Kjelds Plads. Vejen er en privat fællesvej, hvilket betyder, at de tilstødende matrikelejere skal dele udgiften til istandsættelsen. Det samlede arbejde er anslået til at beløbe sig til ca. 850.000 kr, hvoraf vi skal bidrage med ca. 65.000 kr.

Bestyrelsen har haft en tæt dialog med Københavns Kommune om blandt andet fordeling af udgifterne, da vi mente, at vores genboer (SuperBest og Dagrofa) ifølge deres beregninger skulle bidrage med en urimelig lille andel. Kommunen har efter længere forhandlinger givet sig en smule svarende til en besparelse på ca. 10.000 kr.

Vejen skulle gerne få ny asfalt på inden udgangen af året. I den forbindelse er der blevet ansøgt om skråparkering på en strækning af Bryggervangen. Det er ejendommen med møntvaskeriet der har ansøgt om pladserne. Ejerforeningen Bryggervangen er i den forbindelse blevet hørt og vi har ikke haft nogle indsigelser.

Beboernyt

Så er der kommet endnu et nyhedsbrev! Det er som altid en rigtig god mulighed for at få information om ejendommen hurtigt og enkelt. I brevet står der blandt andet et kort resume om vores nye energimærkning og enkelte kommentarer til nogle af de væsentlige punkter.

Der er en lille opfrisker omkring brugen af affaldsskakterne, samt bortskaffelse af affald i gården. For dem med små mennesker i familien bliver barnevognsrummet snart stillet til lodtrækning igen – læs hvordan du tilmelder dig denne.

Brevet er at finde her: Beboernyt august 2010

Lukkede skakter

Følgende skakter er blevet lukket:

Ourøgade 31 pga. reklamer.

Ourøgade 25 pga. glas smidt i skakten uden af være forsvarligt pakket ind.

Bryggervangen 14 pga. reklamer.

Skakterne skal kun bruges til almindelig, daglig husholdning. Det skal være forsvarligt indpakket i affaldspose med knude. Undgå skarpe og tunge genstande.

Aviser og reklamer afleveres i de dertil indrettede containere i gården og må ikke smides i affaldsskakten.

Tilmeld dig nyhedsservice

En meget informativ feature er tilgængelig på hjemmesiden. Du kan vælge at modtage en e-mail, hver gang der bliver udgivet en nyhed på www.bryggervangen.com og derved være fuldt informeret om, hvad der sker på ejendommen.

Alt du skal gøre, er at klikke på knappen ‘Tilmeld e-mail’ i højre side af skærmen og skrive din e-mail-adresse. Herefter vil du modtage en e-mail, hvor du skal klikke på linket for at tilmelde dig nyhedsservice. Vupti, det er alt, du skal gøre.

Du kan altid framelde dig ordningen igen, hvis du ikke længere ønsker at modtage e-mails om nyheder på hjemmesiden.

Energimærke

Bestyrelsen er blevet bekendt med, at der er kommet ny lovgivning, som bevirker, at en lejlighed skal have et energimærke for at kunne sætte den til salg. Ejendommens energimærke udløb i marts 2010, og bestyrelsen har ikke prioriteret opgaven med at få det opdateret særlig højt, da vi ikke troede det havde så store konsekvenser. Udarbejdelsen af energimærket er nu bestilt og besigtigelsen af ejendommen skete d. 22. juli, og rapporten fremsendes til bestyrelsen og administrator. Har du brug for at få energimærket tilsendt, kan du kontakte administrator (hs@danskfinancia.dk) og blive skrevet op, og de vil sørge for at sende det pr. mail snarest efter modtagelse.

Vi håber ikke at forsinkelsen har skabt for store problemer.

Bestyrelsen

Varmeregnskab

Varmeregnskabet foreligger, og nogen undrer sig måske over, hvor målingerne stammer fra. Sidste år fik vi alle skiftet vores målere ud med nye digitale målere, der kan aflæses fra opgangen. Det betyder, at de ikke længere skal ind i lejlighederne for at aflæse, og de derfor kan aflæse hele opgangen af én omgang. Det er altid en god idé at holde øje med sine målere løbende, da det er ens eget ansvar at de fungerer som de skal.

Vores Administrator Dansk Financia har intet med måleraflæsning/varmemålere at gøre, hvorfor eventuelle spørgsmål hertil bedes rettet til: Ista Danmark, Telefon:  77 32 33 77, Anlægsnummer:  706512