Opdatering på altanprojektet

Vi er glade for at kunne meddele, at afstivningen af betonaltanerne endelig er afsluttet. Det har været en længere proces end ønsket, og vi vil gerne sige tak for jeres tålmodighed undervejs.

Altangruppen har givet feedback til vores eksterne samarbejdspartnere om, hvordan kommunikationen og forløbet kan forbedres fremadrettet.

Vi arbejder nu videre med planen for selve udskiftningen af altanerne. Det indebærer bl.a. dialog med Københavns Kommune og vores byggetekniske rådgiver (PJP). Vi forventer at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som afholdes i starten af det nye år, hvilket I vil høre mere om, så snart detaljerne er på plads.

Påmindelse: Vil du være med i altanudvalget og bistå med renoveringen af vores betonaltaner?

Ejerforeningen søger medlemmer til et nyt udvalg, der skal arbejde med planlægning og formidling af det forestående renoveringsprojekt for foreningens betonaltaner.

Udvalget blev nævnt på generalforsamlingen, og nu inviterer vi interesserede beboere til at tage del i det videre arbejde. Har du selv en betonaltan – og lyst til at få indflydelse på processen – så hører bestyrelsen meget gerne fra dig!

Vi håber at sammensætte et lille udvalg af engagerede beboere, som – udover at bidrage med input, erfaringer og idéer undervejs i forløbet – også kan håndtere dialog med rådgivende ingeniører samt bestyrelsen og beboerhenvendelser i tiden, hvor projektet løber af stablen.

Infomøde:
📍 “Ejendomskontoret” – i kælderen ved Ourøgade 33
📆
Tirsdag den 29. april kl. 18.00
Her vil bestyrelsen fortælle mere om projektet og udvalgets rolle.
Alle er velkomne – også hvis du bare er nysgerrig og vil høre mere, inden du beslutter dig.

Spørgsmål eller tilmelding:
✉ Skriv gerne til os på altan@bryggervangen.com

Håbefulde hilsner fra bestyrelsen