Områdefornyelse kommer til Ydre Østerbro

I aften afholdes det første informationsmøde om områdefornyelse af vores kvarter. Der er 60 mio i puljen, og vi bør rette lidt opmærksomhed i den retning. Bestyrelsen har, som situationen ser ud nu, ikke ressourcer til at involvere os voldsomt i det.

Vi håber derfor, at der sidder en beboer eller ejer, der har interesse i at repræsentere vores ende af Ydre Østerbro, så vi også får lidt ud af områdeløftet. Er du frisk, så mød op i aften og giv bestyrelsen en melding på bestyrelse@bryggervangen.com.

Vi ses i aften!

Varmemesteren holder ferie i uge 30-32

Kenno holder sommerferie i uge 30-32. I den periode er telefon- og kontortid aflyst, så du bedes henvende dig pr. mail i stedet: vicevaert@bryggervangen.com.
Mens Kenno har ferie, har vi allieret os med et par gode afløsere, der kender ejendommen, men for at holde udgifterne nede, tager de sig kun af det allermest nødvendige som at tømme postkassen og klare skakterne. Opstår der et akut problem i perioden, beder vi derfor om, at du kontakter bestyrelsen.

Allersidste udkald hvis du skal have en ny dør!

Du kan stadig nå at få en ny dør, hvis du er hurtig. Vi skal dog have både depositum og tilmeldingsblanket i hænde senest fredag morgen.  Hvis du har mistet blanketten, kan finde den i en tidligere nyhed her på hjemmesiden.

Til jer, der allerede har bestilt en ny dør: Hvis du ikke har modtaget bekræftelse på din bestilling enten per post eller e-mail, så skal du kontakte os hurtigst muligt. Hvis ikke der er styr på din tilmelding/betaling af depositum inden udgangen af denne uge, kan vi ikke bestille en dør til dig.

BEMÆRK, at det ikke er tilstrækkeligt at indbetale depositum.

Flot tilslutning til dørudskiftning

De seneste uger har vi opfordret til, at beboerne i ejerforeningen fik deres døre udskiftet med en ny og bedre model.

Det har været en stor succes! Hele 85 ejere har besluttet at skifte til den nye dør, og vi takker for den store opbakning.

Inden længe vil vi melde en tidsplan ud til alle, der har bestilt en ny dør. Hold øje med din indbakke, da vi sender en mail med flere oplysninger.

Affaldsskakten i Ourøgade 21 lukket

Dags dato er skakten i Ourøgade 21 blevet lukket på grund af nedkastning af glas. Det er både farligt og ulækkert for viceværten at tømme skakten, når der stikker glas ud og den er lækker affald og han risikerer at skære sig på indholdet.Tænk over hvad du putter i skakten – det forsvinder ikke på magisk vis af sig selv hen i containeren, når det er ude af dit synsfelt.

Skakten er lukket i 2 måneder og bliver genåbnet den 30. december 2009.

Se mere information om lukkede skakter her.

Skraldemændene strejker

R98’s skraldemænd har i dag valgt at nedlægge arbejdet overenskomststridigt i sympati med de fyrede skraldemænd fra HCS (Vestegnen).

Vi får normalt hentet skrald tirsdag og fredag, så vi håber ikke det kommer til at påvirke vores ejerforening, men det er endnu uvist om strejken afsluttes i dag. Du kan følge udviklingen på R98s hjemmeside: http://www.r98.dk/dk/hjemmeside/aktuelt/dagens_affald/

Kældergulvet bliver malet

Kenno er i øjeblikket i gang med at male kældergulvet. Han tager det i mindre sektioner, men det kan ikke undgås, at han løbende må afspærre hver kældernedgang i 2-3 dage. Afspærringen er tydeligt markeret med rød- og hvidstribet plastbånd og et skilt.

Der vil altid være passage igennem kælderen fra naboopgangen i den periode, der er spærret af for din egen nedgang. Samtidig har Kenno lovet, at holde adgangen til vaskeriet åbent, så hvis ikke der er adgang fra den ene side, er der fra den anden.