Generalforsamling 2021

Kære beboere,

Som vi tidligere har meldt ud, bliver dette års ordinære generalforsamling afholdt tirsdag d. 20. april.

Til forskel fra tidligere år, vil vi i år afholde generalforsamlingen digitalt. Bestyrelsen har besluttet sig for denne løsning dels for at vi i planlægningen ikke er afhængige af myndighedernes svingende niveauer af corona-restriktioner, og dels for at vi forhåbentlig kan komme et skridt videre med vores kloak- og gårdhaveprojekt uden at skulle afvente myndighedernes beslutning om genåbning til en grad, hvor vi kan mødes fysisk.

Den digitale generalforsamling vil blive indkaldt som normalt. I skrivende stund lægges der sidste hånd på indkaldelse og medfølgende materiale. Dette vil blive sendt ud til alle beboere kort efter påske.

Udover indkaldelse vil alle ejere modtage et separat link til platformen ‘digital generalforsamling’, kort før generalforsamlingen begynder. Via platformen ‘digital generalforsamling’ vil det være muligt for alle ejere at deltage og afgive sine stemmer om eksempelvis årets regnskab, næste års budget og andre forslag der stilles på generalforsamlingen.

På denne måde har alle ejere mulighed for at deltage i årets ordinære generalforsamling, og samtidig overholde myndighedernes corona-restriktioner.

Har du forslag, som du ønsker taget op på den ordinære generalforsamling, skal disse være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før afholdelsen af generalforsamlingen.
Eftersom generalforsamlingen vil foregå digitalt og der dermed ikke er mulighed for at forklare forslag, eller svare på spørgsmål fra andre ejere, opfordrer bestyrelsen til, at forslag er konkrete og beskrevet i detaljer.
Send dit forslag til bestyrelse@bryggervangen.com senest d. 12. april 2021.

Bestyrelsen ser frem til årets ordinære generalforsamling, på trods af de ændrede omstændigheder. Vi håber på stor deltagelse.

Venlige forårshilsner fra bestyrelsen