Julehilsen og opdatering fra bestyrelsen

Kære beboere

Julen nærmer sig, og roen sænker sig stille over os. Fra bestyrelsen skal der lyde et stort tak for et hektisk år, der dog også har været kendetegnet ved fremskridt. Omend vi stadig mangler at få sluttet flere løkker.

Den opmærksomme beboer har måske bemærket at vores port er blevet repareret. Vi har i en periode oplevet uønskede gæster på ejendommen, og vi mistænker, at den ødelagte port har nærmest opfordret nogle til at finde ind til især vores skraldeområde. Vi håber at denne reparation afhjælper dette problem.

En anden glædelig opdatering er at lyset i gården og på gaden nu er under udbedring. Det kræver en del arbejde, hvorfor vi i den kommende tid vil opleve elektrikere på ejendommen.

Derudover har vi jo netop overstået store-shoppedag aka. Black Friday. Vi håber at alle har fået alt det i hus, man lige gik og manglede, og benytter lejligheden til at minde alle om at huske at folde pap sammen så det fylder så lidt som muligt i containeren. På den måde er der plads til alles skrald, og ikke kun lige dit eget.
Vi oplever nemlig igen-igen at ikke alle lige giver sine naboer en venlig tanke og bruger de 30 sekunder ekstra, når der smides især pap ud. Kan låget ikke lukkes, tager renovationen ikke containeren med. Dette kræver ekstra afhentning, eller at viceværten kører på lossepladsen, og begge dele betaler vi sammen for via fællesudgifterne.

Vi vil slutte denne julehilsen med en vigtig opdatering; nemlig datoen for næste års ordinære generalforsamling. Vi mødes alle d. 10. april 2024. Lokation og invitation sendes ud i det nye år, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Mange venlige jule- og nytårshilsner fra bestyrelsen