Ejerforeningens fremtidige gård

Bestyrelsen opfordrede i oktober 2017 interesserede ejere i at melde sig for at få indflydelse på fremtiden for vores fælles gård. Som bekendt blev projektet under Københavns Kommune nedstemt i 2017, og bestyrelsen foreslog derfor at undersøge behovet for renovering af gården. De frivillige som tilsluttede sig opfordringen, har siden primo 2018 været i dialog med forskellige anlægsgartnere og landskabsarkitekter.

Den opmærksomme beboer vil derfor måske have set os stå og pege på de flotte planter og forsømte skure i haven – når gårdbelysningen ellers har virket 🙂

De mange møder og besøg har resulteret i følgende 3 overordnede muligheder, som vi ønsker behandlet på generalforsamlingen den 24 april 2018 (punkt 5a):

A. Den store model
– Omfatter en total renovering af gården og vores rør i jorden samt elinstallationer.
– Anslået pris af landskabsarkitekt: 7 millioner kr.
– Finansiering: Ejerforeningen kan via egenkapital og drift finansiere 1,5 – 2,0 millioner kr. Det undersøges om det resterende beløb kan finansieres ved et fælleslån, der optages af ejerforeningen og opkræves via løbende fællesudgifter. Vi stræber mod et beløb på omkring 450 kr. pr. kvartal for den enkelte ejer (afhængig af de enkelte lejligheders fordelingstal).

B. Mellemmodel
– Hvor kvaliteten af materialer og arbejdsmetode vil være reduceret ift. model A.
– Anslået pris af landskabsarkitekt: 5 millioner kr.
– Finansiering: Ejerforeningen kan via egenkapital og drift finansiere 1,5 – 2,0 millioner kr. Det resterende beløb kan finansieres ved at hver ejer (afhængig af fordelingstal) betaler et engangsbeløb på ca. 20.000 kr. Alternativt vil der (som i model A) undersøges muligheden for fælleslån, der optages af ejerforeningen og opkræves via løbende fællesudgifter. Vi stræber mod et beløb på omkring 300 kr. pr. kvartal for den enkelte ejer (afhængig af de enkelte lejligheders fordelingstal).

C. Gården forskønnes via løbende vedligehold
– Her ser vi på mulighederne for renovering af skure samt optimering af elinstallationer. Model C beror på, at der ikke vil være yderligere tiltag med landskabsarkitekt. Bestyrelsen vil (evt. i samarbejde med frivillige ejere) se på en prioritering af fornødne reparationer og vedligehold samt muligheden for nye skure.
– Finansiering vil ske via det løbende drifts- og vedligeholdelsesbudget – dvs. indenfor alm. fællesudgifter.

På generalforsamlingen ønsker vi at høre ejerne om hvorvidt der er opbakning til en eller flere af de 3 ovenstående muligheder. Såfremt der er stor opbakning for model A eller B, vil gårdprojektets deltagere ud fra denne hensigtserklæring arbejde videre på noget mere konkret sammen med en landskabsarkitekt. Resultaterne fra dette arbejde deles løbende med bestyrelsen.

En endelig beslutning vil blive taget ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor landskabsarkitekten inviteres til at præsentere projektets omfang. Bestyrelsen og gårdprojektet vil ligeledes fremlægge finansieringsmulighederne til afstemning.

Efter afstemning på den ekstraordinære generalforsamling, er forløbet tænkt sådan at landskabsarkitekten vil opfordre ejerne til at give input til den fremtidige gård i form af eventuelle workshops i haven, inden endelig igangsættelse af arbejdet.