Information efter vandskade i kælderen

Nu er der renset op efter vandskaden ved hjørnet Sankt Kjelds Gade/Ourøgade. Vi er desværre ikke sluppet helt billigt.

Der er kommet vand i el-installationerne i kælderen, og det er derfor ikke muligt at tænde den sikringsgruppe, der styrer lyset i kælder og opgange, samt strømmen til dørtelefonerne og porten. De berørte opgange er Ourøgade 27 til 33 og Sankt Kjelds Gade.

Affugterne står nu og kører på fuld kraft i kælderen, og vi håber, de kan afhjælpe problemet. Hvis ikke må vi få en elektriker til at gå installationerne igennem mandag.

Indtil da anbefaler vi, at man tager en lommelygte med i kælderen, hvis man skal derned i mørket.

Istandsættelse af flere opgange

Som besluttet på sidste års generalforsamling, vil bestyrelsen løbende forestå vedligeholdelse og istandsættelse af vores trappeopgange. I starten af 2013 renoveres i alt 4 trappeopgange. Arbejdet påbegyndes i uge 2 og forventes at være færdigt inden marts. Det vil omhandle:

Ourøgade 23, 31 og 33

Sankt Kjelds Gade 29

Der vil blive malet vægge, lofter, lister samt stødtrin og balystre til og med 5. sal. Ligeledes vil udvendige dørkarme ind til selve lejligheden (til og med 4. sal) blive malet – samme farve som de nye døre.

Vi gør opmærksom på, at det tidligere er besluttet, at alle døre til lejlighederne skal være hvide. Dette er derfor samtidig en henstilling til de lejligheder, der mangler at få malet deres dør, om at få det gjort eller evt. tage kontakt til maleren for tilbud.

Vores samarbejdspartner LenKon har tidligere forestået udskiftning af flere hoveddøre til lejlighederne i ejerforeningen. Kontakt evt. firmaet LenKon for et tilbud – se kontaktinformation på vores hjemmeside eller på opslagstavlen i opgangen.

Såfremt lejlighedsdørene ikke er malet eller skiftet inden arbejdet i den pågældende opgang igangsættes, forbeholder bestyrelsen sig ret til at bede maleren om, at døren males hvid og efterfølgende sende regningen til ejeren af den pågældende lejlighed.

Der henstilles til, at der ikke stilles ting i opgangene i tidsrummet, hvor arbejdet udføres, og at man passer på ikke at støde ind i den våde maling; altså viser ekstraordinært hensyn.

Vi beklager de gener, der måtte forekomme, men ser frem til at se det færdige resultat.

Til beboere i Skt. Kjeldsgade

De beboere der har kælderrum under Skt. Kjeldsgade skal alle aflevere en nøgle til deres kælderrum. Nøgle skal helst være afleveret i postkassen i gården inden mandag morgen. Vi beklager den sene udmelding, og håber ikke det giver for mange problemer.

Den nye rørføring kræver at håndværkerne skal have adgang til alle rum.

To lukkede skakter: Ourøgade 25 og Skt. Kjelds Gade 29

To affaldsskakter er blevet lukket på grund af misbrug. Der er tale om skakterne i Ourøgade 25 og Sankt Kjelds Gade 29.

Der var kastet aviser og blade i affaldsskakten. Og ikke nok med, at papiraffald skal afleveres i containerne til dette i gården – skakten var i forvejen lukket på grund af rotter.

Begge skakter bliver genåbnet om 2 måneder.

Skakterne i Skt. Kjeldsgade 25 og 29 er blevet lukket

Den 13. november er skakterne i Sankt Kjeldsgade 25 og 29 blevet lukket. I nummer 25 skyldtes det store stykker pap og genstande, der ikke hører til i en affaldsskakt, og i nummer 29 blev skakten lukket på grund af åbne metaldåser og bøjler.

Vi opfordrer derfor folk til at tænke over, hvad de putter i skakten, da det går ud over hele opgangen, hvis nogen kaster andet end køkkenaffald i skakten. Husk altid at pakke affaldet ind, og kast ikke glas eller farligt affald i skakterne.

Skakterne er lukket i to måneder og bliver genåbnet den 13. januar 2010.

Se mere information om lukkede skakter her.