Renovering af kloak og rør – Etape 2

Kære beboere,

Efter vi nu er ved at være i mål med ’Etape 1’ med renovering af rør og kloak, både ude og inde, i afsnittet ved Bryggervangen og ned til før vaskeriet ved Ourøgade 21, er det tid til at påbegynde næste etape.

Bestyrelsen har på baggrund af det entydige mandat fra den ekstraordinære generalforsamling besluttet, at igangsætte den del af kloakarbejdet som vi kalder Etape 2.

I Etape 2 for kloakarbejdet indgår både ud- og indvendige rør og kloak for hhv. vaskeri samt arealet fra Ourøgade 23-27.

Dette betyder helt konkret, at kloakfirmaet kort efter påsken vil fortsætte med at grave videre ned ad langsiden i gården ved Ourøgade, forbi vaskeriet og ned til kældernedgangen ved Ourøgade 27. Kloakfirmaet har meddelt bestyrelsen, at de overholder COVID-19 retningslinjerne for arbejder fra Dansk Byggeri.

Kloakfirmaet har oplyst, at der er brug for adgang til foreløbig to kælderrum i det afsnit af kælderen, som bliver berørt ved arbejdet i Etape 2. Bestyrelsen kontakter ejerne af de to rum direkte, for at finde en løsning, mens arbejdet står på. Hvis det senere viser sig nødvendigt med adgang til yderligere kælderrum, vil bestyrelsen kontakte ejere direkte, og hvis det ikke lykkes, da evt. via opslag på hjemmesiden.

Yderligere har kloakfirmaet oplyst, at såvel kælderarealet og vaskeriet forventes at kunne forblive åbne og tilgængelige mens arbejdet står på, men håber på gensidig hensyntagen, når man benytter de berørte arealer. Der vil være også være ophugning af beton og forskelligt gravearbejde inde i kælderen, hvorfor alle beboere med kælderrum i det berørte areal, selv skal sikre afdækning eller omplacering af genstande i kælderrummet.

Ligeledes gælder det for fællesvaskeriet, at vi vil gøre alt for, at der ikke behøves at være lukket i perioden, hvor arbejdet står på. Det må forventes, at der foregår arbejde i vaskeriet, som kan både være støvende og til tider inddrage en del af arealet i vaskeriet. Derfor henstiller vi til, at begrænse tørrepladsen, og hvis man ønsker at sikre sig mod eks. støvgener fra arbejdet, så bør man tørre tøjet i egen lejlighed.

Det vil også være sandsynligt, at dørene til vaskeriet i tidsrummet, hvor arbejdet står på, vil stå åbne.

Kloakarbejdet såvel ude som inde, vil hovedsageligt stå på i hverdage fra kl. 7 til kl. 15:30. Bestyrelsen henstiller til at man specielt i dette tidsrum begrænser gennemgang af arealet, hvor der arbejdes, men også i øvrigt af hensyntagen for minimering af at træde mere snavs og skidt rundt i arealet, end højst nødvendigt.
Dette vil være til stor hjælp for både ejendomsservice og kloakfirmaet.

Det er ydermere aftalt med kloakfirmaet, at så længe regeringens retningslinjer om at så mange af os som muligt arbejder hjemme, er gældende, vil kloakfirmaet først påbegynde arbejdet med larmende maskiner kl. 7:30, da man starter med rengøring iht. COVID-19 retningslinjer fra Dansk Byggeri.

Bestyrelsen har endnu ingen tidshorisont for, hvornår arbejdet med Etape 2 kan forventes færdigt, men vi håber at det i Etape 2 ikke har så mange gener for beboerne, da vi forsøger at holde såvel vaskeri, kælder og skakter åbne, mens arbejdet står på. Bestyrelsen vil løbende melde ud her på hjemmesiden, når der måtte ske nyt omkring arbejdet for Etape 2.

Vi håber på gensidig hensyntagen undervejs, og glæder os meget over, at vi selv i en tid som denne med coronavirus, også kan have fokus på de store projekter på vores fælles ejendom.

Venlig hilsen Bestyrelsen

Afgørelse fra ekstraordinær generalforsamling

Kære beboere,

Som I ved afholdtes der ekstraordinær generalforsamling i onsdags d. 1. april i foreningens gård.

På dagsordenen var bestyrelsens forslag til afstemning om bestyrelsesmandat til at fortsætte rør- og kloakudbedringer indtil projektafstemning ved senere general- eller ekstraordinær generalforsamling.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget med 276 ud af 692 fordelingstal.

Bestyrelsen takker for den store opbakning via fuldmagter inkl. stemmer i denne svære krise-tid.

Mere information om den videre proces vil komme, efterhånden som vi får afsluttet nuværende fase af kloakken, og bevæger os ind imod den næste.

Venlige hilsner fra bestyrelse

Reminder: ekstraordinær generalforsamling og stemmeafgivelse

Kære beboere,

Bestyrelsen vil gerne minde alle om den ekstraordinære generalforsamling, som finder sted onsdag d. 1. april kl 19.00 i foreningens gård.

I tråd med myndighedernes restriktioner, opfordrer vi endnu engang til, at man kun møder op, hvis man finder det absolut nødvendigt, og i stedet benytter muligheden for at afgive sin stemme via fuldmagten.

For at afgive din stemme, kan du benytte fuldmagten, som alle ejere har fået tilsendt (enten på mail eller med fysisk post). Du kan sende din udfyldte fuldmagt til bestyrelsen enten på mail (bestyrelse@bryggervangen.com) eller ved at aflevere den i den sorte postkasse i gården ved kælderen til Ourøgade 33. Har du ikke mulighed for at printe din fuldmagt, kan du sende en mail til bestyrelsen, indeholdende dit fulde navn, ejerlejlighedsnummer og hvad du ønsker at stemme.

Har du spørgsmål du ønsker afklaret inden du udfylder din fuldmagt, er du som altid velkommen til at kontakte bestyrelsen på bestyrelse@bryggervangen.com.

Venlige hilsner fra bestyrelsen

Genåbning af kælderen under Bryggervangen

Kære beboere,

Vi glæder os over at kunne meddele, at kælderen under Bryggervangen og Ourøgade nu igen er åben!

Kælderen blev først lukket ned på grund af omfattende tilstedeværelse af rotter, og fortsatte med at være lukket som led i den renovering, som er blevet udført. Rotter udgør en potentiel smitterisiko for diverse sygdomme, og da der var flere rotter til stede i kælderen i flere uger, er udgangspunktet, at rotterne kan have været overalt. Derfor følger her nogle punkter omkring rengøring fra Miljøstyrelsens anbefalinger (se https://mst.dk/media/118283/rotte_smitterisiko_a4.pdf

  • Indtørret urin, som ikke er synligt, ikke udgør nogen smitterisiko, men rotternes faste efterladenskaber kan godt, selvom de er indtørret. Da rotterne ikke har været til stede i kælderen siden slutningen af efteråret, behøves man altså ikke bekymre sig om den usynlige urin. 
  • Ekskrementer kan fejes eller støvsuges op, eller fjernes med hænderne ved brug af gummihandsker. 
  • Et åndedrætsværn (hvis de altså er til at opstøve i disse dage) kan benyttes, hvis man skal rode rundt i sager, hvor der kan ligge støv blandet med ekskrement. 
  • Faste og hårde overflader såsom borde, cykler og værktøj kan tørres af med sæbe eller desinfektion, mens poser med eksempelvis tekstil eller andet, hvor rotterne rigtig kan have hygget sig, anbefales at smides ud. 
  • Snavs og brune mærkninger vaskes med almindelig sæbe eller desinfektion.

Vi anbefaler alle beboere at give deres kælderrum en ordentlig omgang rengøring med sæbe og desinfektionsmiddel, eksempelvis rodalon. Fælles gangarealer mv. er allerede blevet rengjort. Det vurderes af skadedyrsfolk og kloakarbejdere, at smitterisikoen fra efterårets rottebesøg nu vil være meget lav.

Hvis ens rum er meget medtaget, eller man af andre årsager ikke vil forestå rengøringen selv, kan man skrive til info@recovernordic.dk, og arrangere professionel rengøring. Dette foregår for beboer/ejers egen regning. Undersøg om din indboforsikring kan hjælpe hermed. Foreningen har ingen forsikring der dækker rengøring efter skadedyr – kun udryddelsen af dem, og da kælderrummene er til ejers eget brug, gælder ejers egen indboforsikring for inventar. 

Omend kælderen nu igen står til fri benyttelse, opfordrer bestyrelsen til, at færdsel i hjørnet af gården hvor Bryggervangen og Ourøgade mødes, mindskes mest muligt da der stadig står maskiner og arbejdet udenfor snart genoptages. Det betyder, at hvis du har brug for at skulle ud i gården, benyt venligst porten eller en af gennemgangene i den anden ende af kælderen v. Ourøgade. Lige sådan gerne gå udenom, hvis du skal ind i den ende af bygningen fra gården.
Husk derfor fortsat at bruge det store renovationsområde ved Sankt Kjelds Gade mest muligt. 

Arbejdet fra kloakfirmaet med at færdiggøre det udvendige areal ved Bryggervangen/Ourøgade genoptages mandag i uge 14. Bestyrelsen har aftalt med kloakfirmaet, at frem til påske vil maskiner og andet støjende arbejde først påbegyndes fra kl. 8:00. 

Efter den ekstraordinære generalforsamling har fundet sted 1. april melder Bestyrelsen ud omkring det videre forløb for kloakarbejdet.

Tak til alle beboere for forståelse.

Venlige hilsner fra Bestyrelsen

Vigtig info vedr. ekstraordinær generalforsamling

Kære beboere,

Af respekt for regeringens seneste udmelding om restriktioner i forhold til Covid-19 har bestyrelsen følgende at bemærke i forbindelse med afholdelse af den ekstraordinære generalforsamling d. 1. april:

Den ekstraordinære generalforsamling flyttes til foreningens gård og afholdes dermed ikke i vaskeriet, som tidligere meldt ud. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes stadig d. 1. april kl 19.00.

Da der er indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling inden regeringen udsendte restriktioner for vores færden, er den ekstraordinære generalforsamling gyldigt varslet.

Der opfordres til at så mange som muligt benytter sig af muligheden for at stemme ved brug af den fuldmagt, som fulgte med indkaldelsen. Såfremt du har spørgsmål, du ønsker afklaret inden brug af fuldmagten, kan du skrive en mail til bestyrelsen, som sidder klar med svar.

Hvis du ikke har mulighed for at printe fuldmagten, er det også tilladt at sende en mail til bestyrelse@bryggervangen.com, hvor du oplyser dit fulde navn og ejerlejlighedsnr., samt hvad du ønsker at stemme.

Mød kun op til den ekstraordinære generalforsamling, hvis du finder det absolut nødvendigt. Hvis du gør, så respektér venligst de aktuelle henstillinger om at holde afstand og brug så kort tid sammen med andre som muligt.

Der henstilles til ovenstående fremgangsmåde for at sikre vores alles sundhed, men samtidig med ønsket om, at alle kan blive hørt og har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål. Såfremt der måtte være indsigelse mod ovenstående fremgangsmåde bedes dette meddelt bestyrelsen senest den 31. marts 2020 kl. 12.00.

Det kan desuden nævnes, at kloakmesteren har meddelt, at han er opdateret på og følger Dansk Byggeris vejledning i forhold til håndtering af arbejde i forbindelse med Covid-19.

Bestyrelsen har allerede modtaget mange fuldmagter, tak for det. Fuldmagter eller stemmeafgivelse kan ske via mail og sendes til bestyrelse@bryggervangen.com eller afleveres i den sorte postkasse i gården ved kælderen til Ourøgade 33.

Mange venlige hilsner fra Bryggervangens bestyrelse

Brug af fælles vaskeri

Kære beboere,

Bestyrelsen bemærker, at der står flere tørrestativer med navn på i vaskekælderen. 

Vaskekælderen er som udgangspunkt et fælles vaskeri, som er til rådighed for alle, som er medlem af vaskeriet. Derfor kan et tørrestativ bruges af alle, uanset om det har navn på eller ej.

Bestyrelsen er ligeledes opmærksom på rapporteringerne på tavlen om manglende genstande. Vi opfordrer til, at man sikrer sig at lukke dørene til vaskeriet efter sig, at tjekke, at man kun har fået egne ejendele med sig og til at holde den gode tone på tavlen. 

Venlige hilsner fra Bestyrelsen

OBS: Ekstraordinær generalforsamling!

Kære beboere,

Som I måske allerede har opdaget, har bestyrelsen netop indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. På dagsordenen er en afstemning om bestyrelsesmandat til at fortsætte rør- og kloakudbedringer indtil projektafstemning. I kan læse forslaget ved at klikke her: xGF 2020 – forslag

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes i ejendommens vaskeri onsdag d. 1. april kl 19.00.

For at afgive din stemme om forslaget, er det ikke nødvendigt, at møde op til den ekstraordinære generalforsamling, medmindre der er spørgsmål, som ønskes belyst inden endelig stillingtagen. Ejer er også velkommen til at maile eventuelle spørgsmål til bestyrelsen inden afstemning.
Du kan stemme ved brug af den udsendte fuldmagt. Du kan give den til en anden ejer eller til en i bestyrelsen. Der er også mulighed for at aflevere fuldmagten i den sorte postkasse i gården ved trappen til kælderen Ourøgade 33 inden den 1. april 2020 kl. 10.00. Alternativt kan der tages et billede af den udfyldte fuldmagt, som kan sendes til bestyrelsen på mailen bestyrelse@bryggervangen.com senest den 1. april 2020 kl. 10.00.

Fuldmagten bliver tillige brugt som stemmeseddel, så husk at krydse dit svar af, inden du afleverer den på en af de ovenstående måder. Hvis du møder op på den ekstraordinære generalforsamling, bedes du tillige medbringe din fuldmagt, da den vil blive brugt som stemmeseddel.

Den ekstraordinære generalforsamling handler således IKKE om hvordan vores fremtidige gårdhave skal se ud, men udelukkende om, på hvilket mandat kloakudbedringerne kan fortsætte. Vi kommer dermed ikke til at gennemgå hverken tegninger eller tilbud fra entreprenører på denne aften – alt dette kommer i løbet af foråret, så snart vi og vores samarbejdspartnere er klar til at fremlægge forslag til afstemning.

Frem til den ekstraordinære generalforsamling vil der blive arbejdet på kloakrenoveringen på nedsat blus. Dermed kan vi forvente færre støjgener, end vi har hørt hen over vinteren. Vi håber desuden at kunne åbne for kælderen meget snart, men vi opfordrer stadig til at al færdsel i den ende af gården begrænses, da der står både maskiner og byggematerialer.

Bestyrelsen håber som altid på stor interesse og stemmeafgivelse, men må i disse tider også indse (og ifølge regeringens anbefalinger), at en opfordring til, at man benytter sig af muligheden for at brevstemme, vil være på sin plads. Fuldmagt med stemmeseddel, samt forslag, bliver i disse dage fremsendt de respektive ejere med post eller pr. mail – alt afhængig af hvilken aftale man har med administrator.

Har man nogen spørgsmål er alle som altid mere end velkomne til at kontakte bestyrelsen.

Venlige hilsner fra bestyrelsen

Opdatering på kloakprojekt under Bryggervangen og Ourøgade

Kære beboere,

De igangværende kloakarbejder under Bryggervangen og Ourøgade gør fremskridt mod afslutning af projektet i denne del af gården, og forventes nu at være færdigt i begyndelsen af marts. Udbedringen af den ende af gården er endt med at være mere omfangsrigt end oprindeligt planlagt. Som udgangspunkt var det bestyrelsens hensigt at lave nødtørftige reparationer, men grundet kompleksiteten af arbejdsopgaven har vi løbende, i samarbejde med diverse fagfolk, taget beslutninger om at udbedre rør og kloak mere fuldstændigt i området fra Bryggervangen til vaskeriet.

Håbet var, at selv den større udbedring ville stå færdig i begyndelsen af 2020, men grundet de ekstreme vandmængder, som ikke blot vi, men hele landet har været plaget af, er arbejdet for denne del af gården nu estimeret til at være færdigt i begyndelsen af marts.

I sidste uge blev der støbt ny beton i kælderen, og denne uge er begyndt med opfyldning af det store hul ved Bryggervangen.

Vi samarbejder med rådgivende ingeniører Peter Jahn & Partnere om projektet, for at sikre arbejdes kvalitet og fremdrift.

Kælderen har som nævnt tidligere været rottefri siden ultimo 2019, og med udbedring af kloakskader og etablering af isolering og omfangsdræn glæder vi os til snart at kunne meddele, at vi således ikke forventer at skulle foretage yderligere renoveringer af den ende af gården i forbindelse med det forestående gårdprojekt.

Såfremt man ønsker adgang til sit kælderrum, bedes man som beboer enten kontakte bestyrelsen per mail, eller tage direkte kontakt til kloakarbejderne i deres daglige arbejdstid. Vi meddeler naturligvis, når vi igen kan frigive kælderen, da der endnu er arbejde igang dernede.

Venlig hilsen fra Bestyrelsen

Åbning for beboerinput til nye forslag til renovering af gården

Kære beboere,

Som tidligere udmeldt, er bestyrelsen i dialog med rådgivende ingeniørfirma omkring det videre forløb med gården og haven. Sammen med havegruppen har bestyrelsen samlet al feedback fra sidste års generalforsamling samt tidligere afholdte workshops, og leveret dette materiale til vores samarbejdspartner Peter Jahn & Partnere (PJP). På baggrund af det leverede materiale, er PJP i færd med at udarbejde reviderede forslag til gårdprojektet, herunder renovering af gården og kloakken.

Det er besluttet, at der til kommende afstemning fremstilles 3 forslag til renovering af den del som vedrører kloak og rør, samt 3 forslag til istandsættelse af haven, herunder skure, fællesarealer og belægning i gården. To af forslagene til haven vil minde meget om hinanden; her er forskellen mest et spørgsmål om form og udtryk, mens det tredje forslag er et reduceret forslag til renovering af havefaciliteterne.

Vi har nu modtaget de første tegninger fra PJP for de to førstnævnte forslag, som vedrører haven – altså med indtegning af nye skur- og havefaciliteter. Tegningerne er vedhæftet dette opslag, og kan også ses på papir, hængt op på væggene i vaskeriet og på døren til bestyrelseslokalet ved kælderen til Ourøgade 33.
Se tegninger her: Forslag A og Forslag B

Vi inviterer hermed alle ejere til at tage et kig på forslagene og melde tilbage til havegruppen, hvis der er spørgsmål eller nye input til planerne, sådan at forslagene er bedst forberedt til generalforsamling. Spørgsmål og input sendes til have@bryggervangen.com.
Der er deadline for tilbagemeldinger søndag d. 15. marts 2020. Input modtages også gerne i bestyrelsens postkasse ved Ourøgade 33.

Der afholdes ikke en decideret workshop, da vi efter de to workshops afholdt sidste år, foruden feedback fra generalforsamling, mener at forslagene rimeligt afspejler foreningens tidligere ønsker til gården. I stedet vil det være muligt at møde op mandag d. 2. marts 2020 i tidsrummet fra kl. 18 til kl 20, på Ejendomskontoret (Ourøgade 33, kælderen), hvor repræsentanter fra havegruppen og bestyrelsen vil være til stede for at svare på eventuelle spørgsmål. Alle beboere er velkomne til at komme og høre mere om projektet, og alle ejere er velkomne til at komme med input.

Husk at det er nu, vi arbejder med de sidste input til oplæggene for gården og haven, som vil blive fremlagt til afstemning på generalforsamling.

Venlig hilsen fra Bestyrelsen

Generalforsamling 2020 – 28. april

Kære beboere,

 

Vi har nu fastsat datoen for årets generalforsamling.
Denne vil blive afholdt tirsdag d. 28. april.

Formel invitation med nærmere information om tid, sted og program vil blive sendt ud til alle når vi kommer tættere på, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Ønsker du at stille et forslag til behandling på generalforsamlingen?
Alle forslag er velkomne, såfremt de (ifølge foreningens vedtægter) er indsendt til bestyrelsen ikke senere end 8 dage før generalforsamlingen. Forslag sendes til: bestyrelse@bryggervangen.com

Vi ser frem til årets generalforsamling og håber på stort fremmøde!

 

Venlig hilsen fra Bestyrelsen

Efterlysning: hvem benytter kælderrum nummer 10?

Kære beboere,

 

Hvis du benytter dig af kælderrum nummer 10 skal vi bede dig enten tømme kælderrummet omgående, eller henvende dig til bestyrelsen.

Har du ikke tømt rummet eller henvendt dig inden 8 hverdage (senest 11. februar), vil rummet blive tømt og de opbevarede genstande bortskaffet.

Der er tilsynelandende sket en misforståelse, da den rette bruger af rummet har henvendt sig, og ikke kan komme ind i det nu aflåste rum.

 

Venlig hilsen Bestyrelse.

Opdatering på kloakarbejde omkring Bryggervangen og Ourøgade

Kære beboere,

Kloakarbejdet i forbindelse med påbud omkring rotter i kælderen ved Bryggervangen samt i gården, er nu inde i den afsluttende fase.

Som tidligere meldt ud, har denne del af kælderen været fri for rotter siden ultimo november. Desværre har vi ikke kunnet frigive kælderen til fri afbenyttelse før alle kloakarbejder i og omkring kælderen er færdig.
Det betyder i praksis, at vi ikke kan lukke gulvet i kælderen (ned til de nye rør), før al udendørs arbejde, som relaterer til de indvendige rør, er udført. 

Bestyrelsen har fulgt arbejdet i gården tæt, også de udfordringer som er dukket op i takt med, at der er gravet ned til de defekte rør. Bestyrelsen har løbende taget beslutninger om, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at ’nød-reparere’ eller udføre arbejdet på en sådan måde, at vi undgår at skulle grave i den ende af gården, når et større rør-/kloakarbejde skal iværksættes. Efter at omfanget af skader, og hyppigheden af rotteforekomster har været stigende, har vi valgt, at få ordnet hele den ende af gården, så det skulle kunne undgås at grave der igen.
Der er ligeledes ved at blive gjort klar til et evt. omfangsdræn. 

Pt kan arbejdet desværre ikke udføres så hurtigt eller med den hastighed, som vi havde kunnet ønske os. Dette er hovedsageligt på grund af vejrforholdene. Alle gør alt hvad de kan, for at arbejdet kan blive færdig hurtigst muligt. Vi håber på, at det vil være inden for 3-4 uger.

Desuden har enkelte beboere desværre ikke respekteret de lukkede skakter, hvilket har forårsaget forsinkelse i form af rengøring og oprydning.

Den gode nyhed er, at der er lavet en aftale om, at ejendomsservicen kan få lov til at tømme skakterne i dette område.
Det betyder, at vi med øjeblikkelig virkning kan åbne for skakterne fra Bryggervangen 16 til Ourøgade 21 (øvrige aflukkede skakter, må stadig ikke benyttes).
Kælderen vil desværre stadig være aflukket for øvrig færden i dette område.
Er der behov for at hente noget i et kælderrum i dette område, er man velkommen til at tage fat i kloakfirmaet, som typisk er på pladsen, mandag til fredag fra kl 7 til 15.

Desværre er vi midlertidigt nødsaget til, at nedlægge containerområdet i den del af gården ved Bryggervangen (det lille containerområde). Dette skyldes, at gravearbejdet tager en del plads, og det er svært at få tømt containerne, og vi ønsker ingen unødig færdsel i det område, hvor der arbejdes med store maskiner. 
Vi beder alle beboere om at respektere dette, så arbejdet i gården kan fortsætte smidigt.

Vi beklager endnu engang de gener, der måtte være i forbindelse med dette. Vi håber, snart at kunne sige, at denne ende af gården nu lever op det ønskede i forbindelse med både påbud og den fremtidige gård.

Venlig hilsen fra Bestyrelsen